Livet små blaa øjeblikke

Mikael Simpson er sin egen og ingen andres og med "Slaar Skaar" sætter Simpson ikke nye standarder, men forsætter sin smukke vandren på hans selvstændige rute mod unikumets lyd.


ANMELDELSE AF Slaar Skaar (2009) af Mikael Simpson.

I Spleen Uniteds ubetinget bedste sang og også deres reelle gennembrud, den lille electro vise ”Spleen United – Spleen United”, synger bandets vokal, Bjarke Niemann, i sangens selvransagende midtpunkt, ”what are we doing here/when all we want is out there”.

Udover at sangen hylder dens egne forfattere og karakteriserer det sære midtpunkt for bandet, hvor de og publikum føler sig underligt tilfredsstillet og døsig henlagt på elektrobølgen, omkredser sangen om det spørgsmål, vi alle mindst en gang i livet stiller os selv.

Hvorfor bliver vi siddende, når vi i virkeligheden vil et andet sted hen?

Det er disse små afmægtige momenter, Mikael Simpsons nye plade kredser om. Og det gør den med sænket øjenbryn og smuk brummen i det velplacerede ekko fra Simpsons eget rolige og blaa hjerte.

I et bredt arsenal af diverse innovative musikinstrumenter, mikser Mikael Simpson sin eminente, simpel syngende dialog med sprød pumpende bass, uden en tenderende form for direkte insisteren på kunstnerisk udfoldelse. Samtidig sætter Mikkel Simpson sig selv op på en piedestal, der manifesterer ham som en af dansk musiks helt egne kunstnere, såvel som indelukket poet.

”Du kan male byen hvid/det er spild af tid”, synger Simpson i sin særegne melankolske klang der emmer af velfortjent selvsikkerhed. Her er ingen hast eller last. Kun til tider regelmæssig tempofuldt poesi, pakket ind i Mikael Simpsons eget natlige univers.

Som en mørkeblå og klar nattehimmel med Nordstjernen lysende som det mål, alle gerne vil hen, men ikke magter på grund af de mange hverdagsdetaljer.

I sin eget bedrøvet klang tager albummet ”Slaar Skaar”, fat om øreflipperne og igangsætter en blød og behagelig massage, mens Mikael Simpsons afdæmpet vokal sender hjernen i smuk terapi.

Og hvis ikke det vidner om en speciel musikoplevelse af de bedre, så lad os alle fordrukne i alskens kommercielle musikdøgnfluer, mens vi mindes om, at verden også har brug for en musiker som Mikael Simpson.

Der skal i hvert fald i første omgang lyde en hjertens tak til Mikael Simpson, for at han bevarer modet og ikke lader sig undertrykke af tiden.

Med andre ord at gå sin egen vej, også selvom om det må koste forskellige nedbrændinger af broer.

Det er åbenlyst, at den lille københavner synger sine viser fra bodegaens mørkeste hjørne, hvor ingen hører ham. Men det er heller ikke meningen at han skal høres.

Han skal nemlig opsøges og nydes.

Og hvis man først gør det, er ”Slaar Skaar” et flot album, der hænger lidt længere for netop sin anderledes klang. Der er nemlig tale om et enestående koryfæ, om end han nogen gange må føle sig noget alene.

Men det er vel også det, der gør at Mikael Simpson kan opridse de kendetegnende bølger, der gør hans viser så forbarmende gode.

”Tæt på/længst væk” synger Simpson i ”Slaar Skaar”, men han fanger os i virkeligheden i gråzonen mellem A og B, og det er et sted vi nogen godt kan lide at være.