'Watchmen' er et monster af et billededigt, endda et betagende et af slagsen, men hvad "Watchmen" har på det ydre, halter det lidt med det indre.
ANMELDELSE AF Watchmen (2009): Instruktør: Zack Snyder. Manuskript: David Hayter, Alex Tse. Medvirkende: Billy Crudrup, Jeffrey Dean Morgan.
Det er en selvmodsigende tid vi lever i.
På den ene side forsætter menneskehedens dens ustoppelige teknologiske udvikling, og på den anden side forsætter den med at bide sig selv halen, ved at langsomt udtømme jorden fra naturbrændstoffer, der får udviklingen til at forsætte.
Det er et stort paradoks vi lever i.
Vi redder verden fra dommedag, men sætter uret i gang til næste menneskelig undergang sekundet efter.
Vi har kniven for struben, men vi holder selv kniven.
For hvem holder egentlig øje med os mennesker, eller som super(anti)helten Rorschack hvisker ”Who watches the Watchmen?”.
Hele dette kollosale paradoks er så kogt ned til 165 minutter virvar af mesterligheder og kvalitetsmæssige afskyligheder, fra den hyldet tegneserie, der anses som værende en af de bedste nogensinde. Symbolsk nok er oplevelsen af ”Watchmen” selv et paradoks.
Den er sensuel og storslået romantisk, men også mørk og skamløs erotisme. Den er dyb og velovervejet filosofisk, men indeholder også hule postulater, der bedst begår sig sammen med lommeuld. Den er fandens voldsom i sin brutale udpenslet vold, der får mange af Saw’s mest modbydelig sekvenser til at ligne børnefjernsyn, og samtidig er den elegant let på tå kung-fu.
Den er sekvensvis et mesterværk, hvor filmen i sine bedste perioder (særligt hvor tonerne fra Dylan og Simon and Garfunkel pryder billedernes vitalitet) komponerer lyd, billede og dialog til højder, man hidtil ikke har turde drømme om.
Og samtidig er den amatøragtig i selv de vigtigste sekvenser, hvor skuespillet forfalder til forloren proffessionalisme.
Oplevelsen er på ingen måde helstøbt, alligevel hænger filmens punktum ved længe. Man er blevet overlæsset af imponerende filmmagi og tankestof vejende flere ton, at det næsten ikke er til at tolke og smage på, men man er altså også blevet til tider skuffet over, at filmen ikke holder en vital spændstighed, som "The Dark Knight" gjorde.
Den lever på mange måder ikke op til den stil, den blandt andet ligger fra land med i den innovative titelsekvens, som forunderligt nok også er filmens bedste.
Titelsekvensen opsummerer hele tegneseriens historie op til det tidspunkt hvor filmen udspringer fra. Samtidig er den et unikt studie i, hvordan man får billeder til at akkompagnerer med Dylans 'Times they are A-Changing' til perfektion.
Men denne perfekte introduktion og høje niveau, kan Snyder ikke holde gennem hele 165 minutter. Til det er det enorme billedetalent stadig en for ung og uerfaren historiefortæller, eller i tilfældet med 'Watchmen' nærmere en historiegenfortæller.
Det virker meget uoverskueligt og ufokuseret langt hen ad vejen, men alligevel formår Snyder med tungen lige i munden, at holde fast i de mange genrer konventionerne, så den totale forvirring udebliver.
Her er især filmmatiseringen af den mørke start tydeliggjort og perfekt holdt i film noir-tonen, hvor også filmens stærkeste kort, antihelten, den martreret sjæl, detektiven Rorschack, udfolder sig på sin på en gang fascinerende og frastødende facon.
Og netop Rorschack er filmens konstante tankeprovokatør, foruden The Comedian der med sin store spydige, nihilistiske vittighed iscenesætter filmens kolosalle pointer.
Rorschack karakteriseres selvfølgelig entydigt, men alene bundessensen i hans figur, kan sagtens bære en rendyrket genfortælling af ham fra tegneserien. Han er New Yorks 1980er Batman.
En mand der har mistet alt, set frygten direkte øjnene og sat den på sin egen maske (som Batman også gør), og startede sit eget, hvad han vil kalde, helliggjorte selvtægtkorstog mod ondskabens undertrykkende af den gode vilje.
Der delvist er støttet af den moralske skoledrengsagtige Nite Owl.
På mange måder kan man drage paralleler til den film, ”Watchmen” havde sigtet at følge, måske endda overgå, sidste års mest indtjenende film, Nolans mørke Batman-epos. Da ”The Dark Knight” satte nye grænser i bølgen af denne nye superhelte-hybrid genre, hvor superhelte menneskeliggøres, var ”Watchmen” sigtet at kunne følge fodspor, på trods af den har et endnu større littærert og hyldede potentiale end Gothams mørke vogter.
Men dertil mangler ”Watchmen” overblik og fokus. Pointen er omtrent endnu mere gennemført i tegneseiren end ”The Dark Knight”, men eksekveringen af den i filmen, savner fortællermæssig kontinuitet der lever op til den høje kvalitet konstanthed i tegneserien.
Der er dog glimtvis af unik filmmagi, hvor Snyder også viser hvilket stort om end uerfaren billedtalent, han er. Uanset hvad sætter ”Watchmen” dit tankeværk i gang (på heftig overarbejde), og det i sig selv er vel også en sjælden gave at få som biografgænger.
ANMELDELSE AF Watchmen (2009): Instruktør: Zack Snyder. Manuskript: David Hayter, Alex Tse. Medvirkende: Billy Crudrup, Jeffrey Dean Morgan.
Det er en selvmodsigende tid vi lever i.
På den ene side forsætter menneskehedens dens ustoppelige teknologiske udvikling, og på den anden side forsætter den med at bide sig selv halen, ved at langsomt udtømme jorden fra naturbrændstoffer, der får udviklingen til at forsætte.
Det er et stort paradoks vi lever i.
Vi redder verden fra dommedag, men sætter uret i gang til næste menneskelig undergang sekundet efter.
Vi har kniven for struben, men vi holder selv kniven.
For hvem holder egentlig øje med os mennesker, eller som super(anti)helten Rorschack hvisker ”Who watches the Watchmen?”.
Hele dette kollosale paradoks er så kogt ned til 165 minutter virvar af mesterligheder og kvalitetsmæssige afskyligheder, fra den hyldet tegneserie, der anses som værende en af de bedste nogensinde. Symbolsk nok er oplevelsen af ”Watchmen” selv et paradoks.
Den er sensuel og storslået romantisk, men også mørk og skamløs erotisme. Den er dyb og velovervejet filosofisk, men indeholder også hule postulater, der bedst begår sig sammen med lommeuld. Den er fandens voldsom i sin brutale udpenslet vold, der får mange af Saw’s mest modbydelig sekvenser til at ligne børnefjernsyn, og samtidig er den elegant let på tå kung-fu.
Den er sekvensvis et mesterværk, hvor filmen i sine bedste perioder (særligt hvor tonerne fra Dylan og Simon and Garfunkel pryder billedernes vitalitet) komponerer lyd, billede og dialog til højder, man hidtil ikke har turde drømme om.
Og samtidig er den amatøragtig i selv de vigtigste sekvenser, hvor skuespillet forfalder til forloren proffessionalisme.
Oplevelsen er på ingen måde helstøbt, alligevel hænger filmens punktum ved længe. Man er blevet overlæsset af imponerende filmmagi og tankestof vejende flere ton, at det næsten ikke er til at tolke og smage på, men man er altså også blevet til tider skuffet over, at filmen ikke holder en vital spændstighed, som "The Dark Knight" gjorde.
Den lever på mange måder ikke op til den stil, den blandt andet ligger fra land med i den innovative titelsekvens, som forunderligt nok også er filmens bedste.
Titelsekvensen opsummerer hele tegneseriens historie op til det tidspunkt hvor filmen udspringer fra. Samtidig er den et unikt studie i, hvordan man får billeder til at akkompagnerer med Dylans 'Times they are A-Changing' til perfektion.
Men denne perfekte introduktion og høje niveau, kan Snyder ikke holde gennem hele 165 minutter. Til det er det enorme billedetalent stadig en for ung og uerfaren historiefortæller, eller i tilfældet med 'Watchmen' nærmere en historiegenfortæller.
Det virker meget uoverskueligt og ufokuseret langt hen ad vejen, men alligevel formår Snyder med tungen lige i munden, at holde fast i de mange genrer konventionerne, så den totale forvirring udebliver.
Her er især filmmatiseringen af den mørke start tydeliggjort og perfekt holdt i film noir-tonen, hvor også filmens stærkeste kort, antihelten, den martreret sjæl, detektiven Rorschack, udfolder sig på sin på en gang fascinerende og frastødende facon.
Og netop Rorschack er filmens konstante tankeprovokatør, foruden The Comedian der med sin store spydige, nihilistiske vittighed iscenesætter filmens kolosalle pointer.
Rorschack karakteriseres selvfølgelig entydigt, men alene bundessensen i hans figur, kan sagtens bære en rendyrket genfortælling af ham fra tegneserien. Han er New Yorks 1980er Batman.
En mand der har mistet alt, set frygten direkte øjnene og sat den på sin egen maske (som Batman også gør), og startede sit eget, hvad han vil kalde, helliggjorte selvtægtkorstog mod ondskabens undertrykkende af den gode vilje.
Der delvist er støttet af den moralske skoledrengsagtige Nite Owl.
På mange måder kan man drage paralleler til den film, ”Watchmen” havde sigtet at følge, måske endda overgå, sidste års mest indtjenende film, Nolans mørke Batman-epos. Da ”The Dark Knight” satte nye grænser i bølgen af denne nye superhelte-hybrid genre, hvor superhelte menneskeliggøres, var ”Watchmen” sigtet at kunne følge fodspor, på trods af den har et endnu større littærert og hyldede potentiale end Gothams mørke vogter.
Men dertil mangler ”Watchmen” overblik og fokus. Pointen er omtrent endnu mere gennemført i tegneseiren end ”The Dark Knight”, men eksekveringen af den i filmen, savner fortællermæssig kontinuitet der lever op til den høje kvalitet konstanthed i tegneserien.
Der er dog glimtvis af unik filmmagi, hvor Snyder også viser hvilket stort om end uerfaren billedtalent, han er. Uanset hvad sætter ”Watchmen” dit tankeværk i gang (på heftig overarbejde), og det i sig selv er vel også en sjælden gave at få som biografgænger.
0 kommentarer:
Send en kommentar