Da Frederikssund blev lidt varmere

"Ta' selv initiativ!" lød det nogle måneder siden fra de inkompetente lokalpolitikere til den ellers så uduelige frederikssundske ungdom. Lørdag aften tog to lokale bands, Afgang og Signation, initiativet og gav en koncert hver i Elværket, der viste, at Frederikssunds ungdom ikke kun kan slås uden for daværende Concorden, men emmer af talent og harmoni og... initiativ. 




"Hvor er I nice!" lød det fra Afgangs forsanger til publikum, Jonas Larsen, efter et entusiastisk publikum, som var i alle aldre, havde givet dem et sønderrivende brøl, da lokalbandet længe ventet gik på scenen. De var nærmest overrumplet… i få sekunder, for straks røg den generte og beskedne maskerade af og det professionelle gennemførte tog over i sublim stil. De her fire gutter var kommet for at fyre den konge af. "Vi har glædet os så meget til det her", havde trommebankeren Niklas Bak fra bandet sagt inden koncerten, og flere gange gik der flere taknemlige gloser ud til et glødende hoppende publikum under koncerten.


Noget af det sværeste ved ungdomsbands er, at kunne få nedbrudt den der komiske distance, publikum ofte har over for musiske spirer, fordi bandet er amatører. Skal man virkelig tage dem seriøs? Men denne mur blev i et spadehug torpederede ned af Afgang til en effekt af "waaauw" fra min side af. De mener det gravalvorligt. Drengene formået at komponere et 50 minutters lang professionel koncert sammen, og det hele brygget på ren og skær lyst og passion for musikken. Smukkere bliver det næsten ikke. Desværre var det til tider svært at høre, hvad den karismatiske forsanger, Jonas Larsen, sang, og alligevel blev lyden aldrig i nærheden af decideret larm.


Samtidig med at levere en god og sammensat koncert, de mere tempofyldte sange, som bedst kan betegnes som et møde mellem Arctic Monkeys pumpende energi og elegant rockende skolebal, blev afbalanceret af en sjæler, eller som bandet selv sagde det, "nu er det vidst blevet tid til en ballade.", så slap de aldrig kontakten med publikum. Konstant blev der opfordret til hop og fællesklap og netop disse vedvarende ordrer til stadionrock-konventioner, gav koncerten en form for nærhed og glød, så man på flere tidspunkter helt glemte, at bandet der trykkede den af oppe på den lille scene på papiret er uerfarne musikere. Den energi, Afgang ville have fra publikum, gav de selv igen. Konstant bevægende, rockende og cool skiftede de fra at tyre hinandens guitar op ad hinanden, eller salutere makkeren ved siden af med et glimt. Ydmygt, skiftende mellem hver sang, blev hvert bandmedlem hyldet og introduceret, orkestreret af forsangeren, som strålede af overskud. 


På mange måder kan koncerten i Elværket blive startkapitlet for Afgang. De har før prøvet kræfter på scenen i en koncert i Slagelse, men i lørdags havde de et nyt fjerdemedlem, Asger Rasmussen som lead guitarist, med for første gang, og han smeltede hurtigt sammen med resten af Afgang. De fire gymnasieelever gjorde i hvert fald et dedikeret publikum knaldvarme før det andet og mere rutinerede band, Signation, gik på. Og det var måske også meget godt, at knap så hårde Afgang gav publikum danseskoene på, for da Signation entrerede scenen røg arrangementet et hak op ad metal-aksen. 


En pit (et område af mennesker der smadrer ind i hinanden, opstår obligatorisk ved heavy metal-koncerter) opstod hurtigt, og den tog snart over hele dansegulvet. Folk begyndte at skubbe hinanden derind, hvor man vildt og voldsomt hoppede ind hinanden med et venligt smil. Alt sammen til tonerne af klassisk rock, der har aner i metalgenren. Der var sågar også en fyr med langt garn, som gav det en karrusel tur, så nakken næste da må være hævet til dobbelt størrelse. Teknisk var Signation upåklagelige, og decibelene røg højere op, desto mere koncerten skred frem. 

Det var også tydeligt, at det at stå på en scene, var noget, de fire gutter havde prøvet før. Signation har også begyndt at eksperimentere med deres toneleje, som er gået hen og blevet hårdere, og det klæder dem. Derfor var det også berigende at opleve to forskellige bands, der begge formåede at underholde det samme publikum.


Stor respekt skal der i hvert fald lyde herfra. Både for initiativet til at stable et så ambitiøst arrangement på benene, men også for en gedigen god musikoplevelse, der giver håb om, at man muligvis kan opleve dem i en nærmere fremtid på en større scene. Spændende bliver det i hvert fald at følge begge bands. Så tak for musikken, tak for et godt politisk signal til lokalpolitikerne, der forhåbentlig kan få øjnene bare spærret en lille smule op og så potentiale i Frederikssund-ungdom. Vi mangler ikke et nyt Concorden, vi mangler et spillested hvor musiske spirer, som Afgang og Signation, kan prøve kræfter med sig selv og publikum i anstændige rammer. Se dét ville give noget liv til byen, frem for et dødssygt center…
 

Read more

Det vågne mareridt

Kubricks svanesang er en kryptisk opsang til det hedonistiske menneske, der drevet af dekadence kaster moralen væk

ANMELDELSE AF Eyes Wide Shut (1999): Instruktør: Stanley Kubrick. Medvirkende: Tom Cruise, Nicole Kidman

At Kubrick altid har haft et kontroversielt koldt syn på menneskeheden, er ingen hemmelighed. Psykopaten Alex DeLarge fik man syndig sympati for, da han blev offer for en større statslig sammensværgelse af et eksperiment, der fjernede Alex' egen evne til at vælge.

Han blev gjort umenneskelig i et umenneskeligt samfund, men blev samtidig også symbolet på undertrykkelsen af det svage menneske i 'A Clockwork Orange's ekstreme futuristiske verden, der var blottet for menneskelig sjæl og varme.

Det kølige øje har altid været at spore i mesterens mange film.

Kubrick har en formidabel måde at lege med vores psyke, drille os og frem for alt skabe små moralske spydigheder, der får os til at tænke en ekstra gang omkring tilværelsen.

Han gennemborer den menneskelig psyke, vender på den på vrangen, får os til at konkludere og derefter vurdere (og så revurdere en gang til), mens han langsom fylder på med moralske kompleksiteter, der snørkler sig om det forskruet og tåbelige menneskelige sind. Bedste eksempel er Velvet's analyse af duellen mellem far og stedsøn i 'Barry Lyndon'.

Hans filmsprog er langtfra tilgængeligt, og kræver timevis af eftertanke og analyse.

Det samme gælder hans uheldigvise sidste film, 'Eyes Wide Shut', for Kubrick kan man aldrig få for meget af.

I første omgang virker ægteskabet mellem dr. Bill Harford (Tom Cruise) og hans kone Alice (Nicole Kidman) sundt og velfungerende. Nærmest oversundt, mens Kubrick maler med røde mættede og romantiske farver, men stadig, fornemmer man, med en kold distance til forholdet.

Langsomt bliver der gnedet salt i forholdet, og små sprækker åbnes, da Alice fortæller om en sex fantasi. En sex fantasi om en sømand, der mødte hendes øjne i et enkelt flygtigt blik på ferie med Bill, og at hun alene ud fra det syndige øjeblik, var klar til at bytte hele sin fremtid; deres ægteskab, hendes datter og alt andet der medfølger, for blot en enkel aften med den sømand.

Bill hævder han ikke er jaloux, men skrider sin vej ud i New Yorks mørke og skumle gader. Chokeret og mareridts fantaserende.

Inden i raser han, ordene fra Alices sex fantasi har sømmede sig fast i øregangen på ham, mens jalousien og uforståeligheden langsomt driver ham længere og længere ud.

For blot var det måske en flyvsk tanke, og intet af det blev realiseret, men ugerningen er ifølge Bill stadig gjort.

Alice har brudt troskaben i deres forhold. Og det samme hænder Bill også at gøre.

I en bestræbelse efter utroskab, bombarderes Bill med alle mulige sexistiske tilbud, og hver gang fremstillet i en anden og mere mærkværdige form. Her mærker man især hvordan Kubrick langsomt skalper skallen af den verden han i filmens anslag introduceret: en hyggelig fest hos det højtliggende borgerskab.

Bill undslipper det første tilbud med nød og næppe: den søde, pæne luder, da Alice ringer i sidste øjeblik og får ham på bedre tanker. Næste dag viser det sig, at luderen er HIV-smittet, altså får Bill noget ud af, at gøre 'det rigtige' frem for det hans krop hungrer efter.

Langsomt og ledsaget af et tungt- og langsomtspillende piano-stykke, blander Kubrick dvælende realiteten med surrealistiske indgreb, der sluger os ned i et helvedes hul af maskinelle sexorgier, en far der sælger ud af hendes datter naturlige egenskaber og en stadig endnu større tilsløring af seksualitetens grænser, rørt sammen i en mærkværdig størrelse af en film.

Det er den menneskelig natur sat på en yderst skarp spids, mens Kubrick forsætter sin kælen for detaljen, der giver filmens utrygge omgivelser et ekstra pift af suspense og mistroiskhed. Og sågar filmen som helhed også.

For eksempel efter at Bill en aften er blevet forfulgt af en mand, læser han en avis på en cafe, hvori forsiden skræmmende lyder: "Lucky to be alive".

Eller da Bill møder luderen, står han på et tidspunkt ved siden af en bogreol, hvor bogen "studie af sociologi" ligger – hvilket hele scenen/filmen også kan betegnes at være.

Der er mange af disse informative detaljer, og det gør filmen ekstra værd at gense.

Udover at være et kryptisk studie i menneskehedens i bund og grund bestialske sind, så er det også en indirekte skalpering af de lyksalige gifte og troen på, at mennesket kan nøjes med en partner gennem hele livet.

Det fremgår en dag i filmens allersidste replik.

Det er et lang spyt på mig, dig, os alle sammen, og der er egentlig også noget symbolsk smukt over, at det her er Kubricks filmiske svanesang.

Far viser lige den strenge pegefingre og får os til at tænke lidt mere, end vi ellers gør.

'Eyes Wide Shut' er dog ikke en Kubrick-klassiker af de helt store, og den er slet ikke deroppe, hvor han for eksempel redefinerede science-fiction-genren med '2001: A Space Odessey', eller genialt gjorde en voldspsykopat til et sympatisk offer. Dertil er 'Eyes Wide Shut' for kryptisk og lammet i sin rejse ind i en seksuel, beskidt verden.

En verden hvor skønheden er under kropslig belejring af perversiteterne og bestialsk hunger.

Selvom man aner en mesterlig perfektionist i fuld flor hvad angår fotografering, billedkomposition og iscenesættelse af hans skuespillere på en fantastisk unik måde, a la han kunne gøre med Malcolm McDowell og Peter Sellers.

Og det er i virkeligheden også det, vil vi huske ham for i evigheden.

Read more

Livet foregår og klokken slår

Franske Gaspar Noé vælter tilskueren filmisk omkult i en af de mest udpenslede film nogensinde, der dog også ejer en mesterlig varme, der som punktum sætter perspektivet noget i relief

ANMELDELSE AF Irreversible (2002): Instruktør: Gaspar Noe. Medvirkende: Vincent Cassel, Monica Bellucci.

Hvis kunst skal provokere, hvilket mange hævder i disse tider, så er 'Irreversible' et særdeles godt eksemplar på kunst.

Det er evigt og altid en hårfin balance, når man skal vurdere om lort på dåse er kunst, eller rent ud sagt kvalmende og hul provokation. Gal og genial er jo som sagt to sider af samme mønt, og derfor, som Lars von Trier slutter sin tv-serie 'Riget' af med, skal man tage det gode med det onde."

Og det skal man i bogstaveligste tilstand med Gaspar Noés blot anden spillefilm, hvor man blandt andet skal stå igennem en ti minutters voldtægt af den ellers så skønne Monica Bellucci.

Det er stærke sager, at dykke ned i den menneskelige undergrund, der med et rystende kamera og en dunkel lyssætning virkeliggøres som bøssenatkluben 'Rectum' i filmen. Det er både en fuldstændigt absurd, modbydelig, kvalmende og grænseoverskridende rejse ind i verdens røvhul fyldt med frastødende sexorgier og mættede rødt lys.

Men det sande helvede udspiller sig ikke i omgivelserne, men i Vincent Cassels Marcus' hoved, en fyr der søger hævn over den voldtægtsmand, der for få timer siden voldtog og tævede kæresten Alex (Monica Bellucci). Ledsaget af filosoffen og hans gode ven Pierre, spillet af en fuldstændig genial afdæmpet Albert Dupontel, skaber de deres vej gennem 'Rectum's mange nedstigninger til undergrunden på jagt efter voldtægtsmanden Bændelormen og retfærdigheden i en uretfærdig tid.

En hævn der ender med, at den ellers så tilbageholdende Pierre tager en brandslukker og smadrer den mere end i hvert fald tyve gange ned i hovedet på den mand, der angiveligt skulle være Bændelormen, mens Marcus ligger og vrider sig med en brækkede arm.

Man kunne tolke det som en forsvarsangreb for Marcus, der inden blevet tævet i jorden, hvis det ikke var for Pierres indgriben og så, nå ja brandslukkeren.

Men den ellers så veltalende og velfungerende Pierre, der under hele aften har prøvet at tale Marcus til fornuft, forsætter sin blodige akt, for han elskede Alex mindst ligeså meget som Marcus, og derfor kommer hans vrede til uhyggeligt syn i de mange slag, han unødvendig sender ned over sit afvæbnede offers splittede ansigt.

Og her slutter så filmen, eller i den rigtige natur: starter. Filmen håndhæver nemlig sin egen titel, ved at starte med slutningen og ende med starten. Og det er først og fremmest her, at Gaspar Noés provokerende filmsprog kommer til sin ret.

Det er en stilistisk jættepræstation, Gaspar Noé har gjort med filmens mange overgange, at lade nærmest kameraet springe ind i den enkelte scene og så springe ud i atmosfæren og videre til den næste.

Sammen med denne umiskendelige kamerahåndterning, som jeg intet har set magen, skaber Gaspar Noé et unikt visuelt udtryk, som både kan vise rendyrket ondskab og glæde.

To modpoler i en malerdåse.

Der findes ingen ugerninger, men kun gerninger, siger en indsat tyrenakke, der er dømt for incest mod sin egen datter.

Ugerningen, voldtægten, kan ikke gøres om, den er fængslet i fortiden, men i stedet for at tage på hospitalet og værne om deres kæreste og ven, tager Marcus og Pierre ud efter hævn. En i virkeligheden egoistisk beslutning i en krisetid, hvor ofret har mere brug for dem, end endnu et blodbad.

Her fletter Gaspar Noé vovet en paradoksal moraliserende ind i et værk, der er præget af fatale gerninger og voldsomme blodrus. Det giver provokationen dybde og vigtig eftertænksomhed.

Tiden ødelægger alt, der kan ikke tages tilbage eller gøres om. Sådan hænger verden sammen, der med et styret klokkeslæt hænger solen op og ned, igen og igen, mens menneskeheden strejfer rundt i fortidens lykke og fremtidens konsekvenser, der begge er blevet eller bliver defineret af det, vi foretager os i nuet.

Og det er her, mellem lange uudholdende voldsomme scener, at Gaspar Noé bruger provokationen som fortællerredskab. Derfor i dette tilfælde: lort på dåse er stor kunst.

Read more

Fanget på perronen

David Leans 'Brief Encounter' er et smukt lille kammerspil om kærlighed ved første togfløjt

ANMELDELSE AF Brief Encounter (1945): Instruktør: David Lean. Manuskript: Noel Coward. Medvirkende: Celia Johnson, Trevor Howard.

Toget stryger forbi og efterlader sig en tåge, der langsomt sænker sig ned over den mørke togperron.

Der står de to. I nattens smukke mørke. Anonymt forelskede i hinanden, på trods af, at de først lige har mødt hinanden. Kærlighed ved første blik og ikke hik. Men begge er de solidt plantet i familieliv og børn. Begge er de fanget og adskilt i deres hverdagsliv. Men begge kan de give et blik til hinanden, der kan få dem til at leve bare lidt endnu.

Bare lidt endnu inden toget kommer. Inden afskedigelsen kommer. For når toget er gået og røgen har sænket sig, er det for sent.

For sent til at glemme.

Man er først rigtig forelsket, når man er ulykkeligt forelsket. Sådan siger man og sådan oplever vi også de to skygger på togstationen, Laura og Alec. Først når det går op for dem begge, det er for sent, strammer kærligheden først om hjertet og skaber erkendelsen af sorgen og meningsløsheden de begge efterlades med.

De kunne have fået verden, men valgte i stedet at stige på hver sit tog. David Lean skyder for længst pilen ind i hjertet på én, mens togfløjten lyder og toget kører af sted, som tiden - i overført betydning, skæbnen - nu engang har planlagt.

"Brief Encounter" er et lille smukt hverdagsdrama, der fortæller historien om to mennesker, hver især med et fornuftigt liv, der møder hinanden på en togstation. Som ramt af lynet, vokser følelserne mellem dem ustyrligt med stor hast og begge indleder de et forhold, der bliver holdt for nar af det hemmelighedskræmmeri, de er nødsaget at forklæde det med.

Hvis de da bare havde mødtes før de hver i sær havde giftet sig og fået børn. For nu er det forkert at forelske sig, når man allerede har viet sit liv til dem der venter derhjemme.

Med et umådelig smukt øje for fængende og romantiske, melankolsk belagte billedekompositioner, skaber David Lean rammen om et hverdagsdrama om to fortabte romantikere, der fortjente hinanden, men tiden kom dem i forkøbet.

Med et overraskende højt forbrug af gennemførte og vellykket effekter, der billedlig viser de lysende drømme, der for eksempel stråler ud af Celia Johnson i form af den ulykkeligt forelsket Laura. Hun er også filmens hjerte og omdrejningspunkt.

En balanceret præstation hvor både den håbløse forelskelse og brutale erkendelse legemliggøres af Celia Johnson til næsten perfektion. Et hjerte af guld, der bliver fordampet af den røg toget, der sendte hendes elskede bort, efterladte på den ensomme perron.

David Lean skaber gennem sin dvælende linse en hjertelig troværdighed omkring hans filmpar, Celia Johnson og Trevor Howard. Man tror på dem begge, men man ved samtidig også i underbevidstheden, at deres drømme om den fuldendte lykke ikke kan realiseres.

Det griber først og fremmest om hjertet, men man håber alligevel, de smider alt de har i hænderne og kaster sig i armene på hinanden.

Verden er sørgmodigt en anden barsk realitet, og det ved filmlegenden David Lean også. Med "Brief Encounter" har han skabt et underskønt, lille kammerspil, der handler om store ting, på så forunderlig en smuk uinsisterende vis.

Han lader ikke toget komme til tide, men i stedet for sent. Og smukkere bliver det næsten ikke.

Read more

Skematiske klovnerier

Sjette sæson af Klovn har fået en lunken start, der er præget af skematisk belagte, vulgære pinligheder og middelmådigt rutinearbejde

ANMELDELSE AF Klovn, sjette sæson, afsnit 1-2: Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lars Hjortshøj, Iben Hjejle.

Den tirrende titelmelodi er den samme og personerne de samme. Alligevel mangler de to første afsnit af Klovn Sæson 6 intelligent spydighed, frem for direkte skamløs vulgaritet.

Skaberne bag den danske sitcom succes, Frank Hvam og Casper Christensen, har øjnet, at hvis sjettesæson af serien skulle fungere, måtte der ske en form for markante ændringer for seriens hovedpersoner.

Der måtte ske noget uforventet, noget som ikke er blevet behandlet før. Og frække og frygtløse det karismatiske makkerpar er, har de vovet sig ud i at forstærke Caspers problematiske ego til hidtil urimelige højder – altså i serien.

Det har gjort Hr. Christensen, som i de forrige sæsoner har været en komisk og fantastisk indgangsvinkel på situationskomikken, noget mere punkteret, og han bevirker nu mere fastlås i rollen som superstjernen med depressive, barnlige nykker.

Et grinagtigt og tudende svin.

Casper Christensens talent for den netop fandenivoldske superstar, som overfladisk og pervers, kynisk kujon og dame charmør, var at finde i sit absolutte es.

Manden har blikket for den overfladiske, teatralske seriøsitet, men væk er den nu, og Casper bliver nu i serien formindsket til en klods om benet for klovnen Frank. Han gløder slet ikke igennem på skærmen, som han kendetegnende gjorde de sidste sæsoner.

En ting er, at Casper har mistet sin glød og virker mere falleret, men seriens drejepunkt, Frank, er stadig den samme tåbe med en (kolossal) forfængelighed, der konstant får ham ud i mere og mere usandsynlige pinligheder.

Og det er netop det usandsynlige der får et ekstra vrid i gashåndtaget, når Frank begiver sig ud i byens betonjungle med en kildrende i nosserne og en malplaceret drengerøvsidentitet i sjette sæson.

Det er da stadig sjovt og Frank kan man stadig relatere til og grine af, som var det én selv eller en ven der stod med bukserne nede det forkerte sted, på det absolutte forkerte tidspunkt.

Allerede fra første afsnit af, er respekten kastet væk og erstattet med et skamløst vovemod, som muligvis kommer til at kendetegne den igangsatte sæson. Tøjlerne er helt sluppet og man frygter slet ikke at vise en Mia Lyhne der hæmningsløs masturbere til et videokamera, for at opfylde endnu en af Franks lettere perverse lyster.

Det er vulgært uden at være skarpt, det er chokerende uden at være virkeligt farligt og det er gennemført uden at være rigtig sjovt.

Det uforudsigelige er blevet forudsigeligt. Afsnittene er nu gennemskuelige, men katastrofen er ikke det samme pinlige og højst morsomme klimaks længere, men i stedet blot stadiet over pinlighed tenderende til direkte forargelse.

Man fristes til at formode, at Frank og Casper er i en lettere falliterklæring i at finde på endnu en omgang pinlige episoder, der samtidig skal overgå de forhenværende. For det førhen identificerende, man kunne sætte sig ind i, græde og grine over den pinagtige hændelse, er nu i stedet taget ud i ekstremer hvor den ellers forrige troværdighed, fuldstændig er blevet manet til jorden.

Det er nu et spørgsmål om nærmest liv eller død – Frank efterlader en tibetansk munk i en kajak ude på havet uden åre – eller uforventet, men alligevel ikke overraskende, kokainsalg i Mias ellers så fine tebutik.

Det ellers uskyldige bliver gennemkneppet af skyldighed.

Når afsnittene dør ud, efterlader de simpelthen for store løse ender, og virker derfor også mindre usandsynlige og frem for alt mindre sjove. På trods af at serien aldrig har haft en nærmere kontinuitet over afsnittenes sammenhæng, men mere episodiske livsudskejelser fra det forsømte stjerneliv.

Klovnen er gået på rutine og det klæder ikke serien, der virker tam og tandløs i al sin uforskammethed.

Read more

Stilhedens tamme råb

Der findes ingen uinteressante Werner Herzog-film, men alligevel virker "Gåden om Kaspar Hauser" sær og svag

ANMELDELSE AF Gåden om Kaspar Hauser (1974): Instruktør: Werner Herzog. Manuskript: Werner Herzog, Jakob Wasserman. Medvirkende: Bruno S.

Werner Herzog er en af de få filminstruktører der i det universelle ungdomsoprør i 1950'ern til 1970'erne, arbejdede i en tid, hvor man gjorde op mod traditionerne og hvad man i Tyskland kaldte "Pappas Bio". Selvom tiden var den rette, og Herzog var en af de mest ikonografiske filmskabere i den nye tyske filmbølge, så er man ikke i tvivl om, at havde tiden været en anden, så havde Herzog stadig lavet de film, han lavet dengang. Han er nemlig en auteur med et mod på, at for alvor at tænke ude om boksen, som en af de eneste i hans branche. Om det er fra at slide hele sit filmhold op under indspilningerne til Cannes vinderen, "Fitzcarraldo", eller tage så praktiske metoder i brug som hypnotisering af sine skuespillere, er der intet der står i vejen for den gale mand, når han vil skabe kunst. Selv ikke hans eget liv.

Her har man at gøre med en poet af nærmeste umenneskelige dimensioner, og en mand, der med en røst, som kom den fra himlen, om nogen kan sætte ord, lyde og ikke mindst billeder på det, mange andre ikke kan. Hans besynderlige stil, som balancerer mellem katastrofal b-films kvalitet til bjergtagende og poetiserede billeder og åndeløs vanvidsatmosfære, så er Herzog en mand der ser helt igennem linjerne og begriber, ser og taler om noget ingen andre kan. "Gåden om Kaspar Hauser", eller dens oprigtige titel, "Jeder für sich und Gott gegen Alle" (Hver for sig og gud mod alle), er en film der tager udgangspunkt i en af Tysklands største myter om en mand, som en dag i 1800tallets Nuremburg stod på torvet helt stille, ude af stand til at snakke og gå, og som måtte belæres i det menneskelige liv, han førhen var isoleret fra.

I stedet for at fokusere på at afklare, hvordan det kunne ske og hvem der kunne indespærre et menneske fra fødsel og endda isolerer mennesket i sådan en grad, at det er hensat til sig selv og egen udvikling, så tager Herzog fat i det, han finder mest interessant: hvordan et menneske – på randen til et dyr – formår at formidle menneskelivet og dens omverden, når det frontalt bliver kastet ind i det. Det er en interessant anskuelse, som det altid er når Herzog dissekerer det specielle individ – lad det være en gal, spansk general, en idealistisk, men fattig operaelsker, Dracula eller i dette tilfælde den uudviklede Kaspar Hauser.

Med en billedkvalitet som tenderer til hjemmevideoer af ringeste format, til glimtvise billeder af en naturalistisk svegen af den smukke natur og en hyldest til den, ligner Herzogs "Gåden om Kaspar Hauser" en meget uprofessionel film, en film som Terrence Mallick har været ude og indspille som inspirationskilde en søndag. Men det samme er tilfældet med den meget bedre "Aguirre, der Zorn Gottes". Så hvorfor er "Kaspar Hauser" hidtil Herzogs svageste film, jeg har set? Noget af svaret skal findes i den til tider amatøragtige dialog, som ikke kan bære de ting, som billederne kan. Selvom den ihærdigt og meget teatralsk prøver. I enkelte tilfælde formår den dog alligevel helhjertet at bære dialogen. I blandt andet Kaspar Hausers møde med en professor i logik, hvor Kaspar med sin rationelle tankegang skyder hul igennem den excentriske professors postulat.

Herzog indkapsler Kaspar Hauser og hans verden i et meget dokumentarisk og underspillet univers. De atmosfæriske lyde skaber en hypnotiserende kuppel over scenerne. Men ikke alt kommer under kuplen, for det virker som om, at "Gåden om Kaspar Hauser" ikke kan håndbgribe alt det, den vil, og bevirker derfor i nuet, som en halvdygtig filmoplevelse, med sine grove og uprofessionelle træk. Men selvom "Gåden om Kaspar Hauser" virker filmisk tam, og ikke ejer den glødende intensitet som "Aguirre, der Zorn Gottes" gjorde, så er der noget transcendent over efterspillet af den. Kaspar Hauser hjemsøger én. Ikke for helheden af oplevelsen, men for de få enkeltstående momenter, hvor kornmarken danser med vinden, alt i mens Kaspar Hauser i stilhed råber på hjælp.

Read more

Den blå vogns herlige rock udskejelser

Der blev sat godt gang i forbrændingen, da danske "The Blue Van" gæstede fredag aften musikhuset, Forbrændingen, i Albertslund

ANMELDELSE AF The Blue Vans koncert i Forbrændingen kl. 20.00

Man up!" lød det fra bandets første sang, og det kunne ligeså vel være et wake-up call til bandets fire energiske medlemmer om at gøre aften til lidt bedre, end alle andre. Sangen var i hvert fald et udmærket valg til at proppe lidt varme ind i Forbrændingens intime lokale. The Blue Van var i sit es den aften, og de havde endda et kunstnerisk overskud til at fyre deres mest kendte nummer, og deres nye single, "Sillyboy", af allerede i midten af koncerten, og gav dermed plads til nogen nye og mindre kendte rockviser fra Den Blå Vogns nystartet korstog på den danske musikscene. De beviste i hvert fald overfor mig, at Bandet har et omfangsrigt udpluk af numre, som måske allerbedst begår sig live end på CD. Det var også tydeligt at "Sillyboy" lå i den lidt blødere og mere kommercielle ende i bandets repertoire, men sådan et nummer har man også brug for at slå igennem. Selv ved den lyriske udbasunering af "Sillyboy" brugte bandet ikke videre sangen, til at fyre ekstra op for Forbrændingens kedler, men valgte i stedet at stole på de numre der gav en bedre anledning til veludførte guitar- og så vidt trommesoloer.

Men en af bandets medlemmer var specielt i stødet, foruden de andre tre veloplagte. Bassisten gjorde det som forsangeren normalt gør, at binde publikum sammen med bandets optrædende. Og det endda så vidt, at han fik hevet en af de mere festlige og mest dansende af publikum op på scenen, for at give den som en anden ung John Travolta. Både et festligt og komisk indslag fra The Blue Van, som også viste de ej hellere er bange for, at hive publikum helt tæt på sig. Generelt var bassisten den mest fascinerende af de fire, som også fint opsummerer hvor gode The Blue Van i virkeligheden er til deres fag: det at spille musik. Bassisten tævet løs på sin bass, hoppet i takt med rytmen og nogle gange rev bassen op ad de stakkels højtalere, som var det under en seksuel akt. Selvom intimiteten ikke rigtig blev udnyttet i Forbrændingens trænge lokale, så fik The Blue Van alligevel vist at de sagtens kan skabe stemning. Overskuddet var stort den aften, selv til lidt improvisation hvor Bandets mest fængslede medlem, Trommeslageren, fik lov at slå sig lidt i et halv minuts tid med en pompøs trommesolo. Symbolsk nok, bevidst eller ubevidst, havde trommeslageren valgt at tage en skjorte på, hvis farve havde identiske ligheder med en fanges fra Amerikas 60'er fængsel. Men trommeslageren fik lov at bryde ud og inden monsteret blev sluppet løs af sit fængsel, blev knapperne til skjorten også revet op af bandets bassist inden soloen gik i gang.

The Blue Van beviste med deres velkomponerede ekstranummer, som strakte sig over tre-fire sammenbundne numre, at de kan holde pulsen oppe på et klimaks i 20 minutter, endda så meget, at selv publikum ånder forpustet ud når det fyldestgørende klimaks endelig var over. Selvom tonerne fra de bombastiske højtalere nogle gange blev overdøvet af kompromisløs larm snarere end musik, så var The Blue Van til at gøre aften endnu mere exceptionel og oplagt til at smøre ganen med sød dansk humle, noget bandet selvfølgelig også selv gjorde. Der er ikke plads til vand i god traditionelt britisk, med dansk islæt, rock. Potentialet var entydigt da tonerne af det sidste komponeret ekstranummer stod klart: The Blue Vans musik kommer måske i virkeligheden først til rette ved større lejligheder og en større menneskelig masse, der kan klappe i takt med de overdøvende toner af kantet guitar og traditionel rock-rytme.

Read more