Skematiske klovnerier

Sjette sæson af Klovn har fået en lunken start, der er præget af skematisk belagte, vulgære pinligheder og middelmådigt rutinearbejde

ANMELDELSE AF Klovn, sjette sæson, afsnit 1-2: Medvirkende: Casper Christensen, Frank Hvam, Mia Lyhne, Lars Hjortshøj, Iben Hjejle.

Den tirrende titelmelodi er den samme og personerne de samme. Alligevel mangler de to første afsnit af Klovn Sæson 6 intelligent spydighed, frem for direkte skamløs vulgaritet.

Skaberne bag den danske sitcom succes, Frank Hvam og Casper Christensen, har øjnet, at hvis sjettesæson af serien skulle fungere, måtte der ske en form for markante ændringer for seriens hovedpersoner.

Der måtte ske noget uforventet, noget som ikke er blevet behandlet før. Og frække og frygtløse det karismatiske makkerpar er, har de vovet sig ud i at forstærke Caspers problematiske ego til hidtil urimelige højder – altså i serien.

Det har gjort Hr. Christensen, som i de forrige sæsoner har været en komisk og fantastisk indgangsvinkel på situationskomikken, noget mere punkteret, og han bevirker nu mere fastlås i rollen som superstjernen med depressive, barnlige nykker.

Et grinagtigt og tudende svin.

Casper Christensens talent for den netop fandenivoldske superstar, som overfladisk og pervers, kynisk kujon og dame charmør, var at finde i sit absolutte es.

Manden har blikket for den overfladiske, teatralske seriøsitet, men væk er den nu, og Casper bliver nu i serien formindsket til en klods om benet for klovnen Frank. Han gløder slet ikke igennem på skærmen, som han kendetegnende gjorde de sidste sæsoner.

En ting er, at Casper har mistet sin glød og virker mere falleret, men seriens drejepunkt, Frank, er stadig den samme tåbe med en (kolossal) forfængelighed, der konstant får ham ud i mere og mere usandsynlige pinligheder.

Og det er netop det usandsynlige der får et ekstra vrid i gashåndtaget, når Frank begiver sig ud i byens betonjungle med en kildrende i nosserne og en malplaceret drengerøvsidentitet i sjette sæson.

Det er da stadig sjovt og Frank kan man stadig relatere til og grine af, som var det én selv eller en ven der stod med bukserne nede det forkerte sted, på det absolutte forkerte tidspunkt.

Allerede fra første afsnit af, er respekten kastet væk og erstattet med et skamløst vovemod, som muligvis kommer til at kendetegne den igangsatte sæson. Tøjlerne er helt sluppet og man frygter slet ikke at vise en Mia Lyhne der hæmningsløs masturbere til et videokamera, for at opfylde endnu en af Franks lettere perverse lyster.

Det er vulgært uden at være skarpt, det er chokerende uden at være virkeligt farligt og det er gennemført uden at være rigtig sjovt.

Det uforudsigelige er blevet forudsigeligt. Afsnittene er nu gennemskuelige, men katastrofen er ikke det samme pinlige og højst morsomme klimaks længere, men i stedet blot stadiet over pinlighed tenderende til direkte forargelse.

Man fristes til at formode, at Frank og Casper er i en lettere falliterklæring i at finde på endnu en omgang pinlige episoder, der samtidig skal overgå de forhenværende. For det førhen identificerende, man kunne sætte sig ind i, græde og grine over den pinagtige hændelse, er nu i stedet taget ud i ekstremer hvor den ellers forrige troværdighed, fuldstændig er blevet manet til jorden.

Det er nu et spørgsmål om nærmest liv eller død – Frank efterlader en tibetansk munk i en kajak ude på havet uden åre – eller uforventet, men alligevel ikke overraskende, kokainsalg i Mias ellers så fine tebutik.

Det ellers uskyldige bliver gennemkneppet af skyldighed.

Når afsnittene dør ud, efterlader de simpelthen for store løse ender, og virker derfor også mindre usandsynlige og frem for alt mindre sjove. På trods af at serien aldrig har haft en nærmere kontinuitet over afsnittenes sammenhæng, men mere episodiske livsudskejelser fra det forsømte stjerneliv.

Klovnen er gået på rutine og det klæder ikke serien, der virker tam og tandløs i al sin uforskammethed.