Der blev sat godt gang i forbrændingen, da danske "The Blue Van" gæstede fredag aften musikhuset, Forbrændingen, i Albertslund
ANMELDELSE AF The Blue Vans koncert i Forbrændingen kl. 20.00
Man up!" lød det fra bandets første sang, og det kunne ligeså vel være et wake-up call til bandets fire energiske medlemmer om at gøre aften til lidt bedre, end alle andre. Sangen var i hvert fald et udmærket valg til at proppe lidt varme ind i Forbrændingens intime lokale. The Blue Van var i sit es den aften, og de havde endda et kunstnerisk overskud til at fyre deres mest kendte nummer, og deres nye single, "Sillyboy", af allerede i midten af koncerten, og gav dermed plads til nogen nye og mindre kendte rockviser fra Den Blå Vogns nystartet korstog på den danske musikscene. De beviste i hvert fald overfor mig, at Bandet har et omfangsrigt udpluk af numre, som måske allerbedst begår sig live end på CD. Det var også tydeligt at "Sillyboy" lå i den lidt blødere og mere kommercielle ende i bandets repertoire, men sådan et nummer har man også brug for at slå igennem. Selv ved den lyriske udbasunering af "Sillyboy" brugte bandet ikke videre sangen, til at fyre ekstra op for Forbrændingens kedler, men valgte i stedet at stole på de numre der gav en bedre anledning til veludførte guitar- og så vidt trommesoloer.
Men en af bandets medlemmer var specielt i stødet, foruden de andre tre veloplagte. Bassisten gjorde det som forsangeren normalt gør, at binde publikum sammen med bandets optrædende. Og det endda så vidt, at han fik hevet en af de mere festlige og mest dansende af publikum op på scenen, for at give den som en anden ung John Travolta. Både et festligt og komisk indslag fra The Blue Van, som også viste de ej hellere er bange for, at hive publikum helt tæt på sig. Generelt var bassisten den mest fascinerende af de fire, som også fint opsummerer hvor gode The Blue Van i virkeligheden er til deres fag: det at spille musik. Bassisten tævet løs på sin bass, hoppet i takt med rytmen og nogle gange rev bassen op ad de stakkels højtalere, som var det under en seksuel akt. Selvom intimiteten ikke rigtig blev udnyttet i Forbrændingens trænge lokale, så fik The Blue Van alligevel vist at de sagtens kan skabe stemning. Overskuddet var stort den aften, selv til lidt improvisation hvor Bandets mest fængslede medlem, Trommeslageren, fik lov at slå sig lidt i et halv minuts tid med en pompøs trommesolo. Symbolsk nok, bevidst eller ubevidst, havde trommeslageren valgt at tage en skjorte på, hvis farve havde identiske ligheder med en fanges fra Amerikas 60'er fængsel. Men trommeslageren fik lov at bryde ud og inden monsteret blev sluppet løs af sit fængsel, blev knapperne til skjorten også revet op af bandets bassist inden soloen gik i gang.
The Blue Van beviste med deres velkomponerede ekstranummer, som strakte sig over tre-fire sammenbundne numre, at de kan holde pulsen oppe på et klimaks i 20 minutter, endda så meget, at selv publikum ånder forpustet ud når det fyldestgørende klimaks endelig var over. Selvom tonerne fra de bombastiske højtalere nogle gange blev overdøvet af kompromisløs larm snarere end musik, så var The Blue Van til at gøre aften endnu mere exceptionel og oplagt til at smøre ganen med sød dansk humle, noget bandet selvfølgelig også selv gjorde. Der er ikke plads til vand i god traditionelt britisk, med dansk islæt, rock. Potentialet var entydigt da tonerne af det sidste komponeret ekstranummer stod klart: The Blue Vans musik kommer måske i virkeligheden først til rette ved større lejligheder og en større menneskelig masse, der kan klappe i takt med de overdøvende toner af kantet guitar og traditionel rock-rytme.
0 kommentarer:
Send en kommentar